NKTs overordnede forretningsfilosofi er beskrevet i NKTs 'Tankesæt' og 'Mission Statements'.
Det er centralt for NKT at:
- at vi arbejder med vores forretninger og deres muligheder i ’et langt perspektiv’,
- at vi værner om vores gode renommé, og
- at vi ønsker at være en åben, troværdig og aktiv medspiller i forhold til vore nære omgivelser.
I naturlig konsekvens af denne forretnings- og ledelsesfilosofi har NKT i marts 2009 tilsluttet sig FNs verdensomspændende initiativ for virksomheders samfundsmæssige ansvar, UN Global Compact. FN-principperne skal i de kommende år være udgangspunkt for NKTs indsats vedrørende menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og korruption. Vores overordnede holdning til disse områder er formuleret i ’NKTs Etiske Retningslinjer’. Disse retningslinjer skal respekteres af ledelsen og medarbejderne i de enkelte NKT selskaber. Retningslinjerne er yderligere uddybet i en række mere specifikke politikker, og samlet beskriver retningslinjerne og disse politikker NKTs arbejde med samfundsansvarlighed, såkaldt Corporate Social Responsibility.
Mange af politikkerne administreres lokalt i koncernens virksomheder, men koncernledelsen følger løbende op på, at politikkerne efterleves i praksis.
Som børsnoteret virksomhed er NKT Holding A/S underlagt en serie regler, der skal sikre, at alle oplysninger af kurspåvirkende karakter offentliggøres samtidig på alle børsmarkeder i Europa. Reglerne administreres af det danske Finanstilsyn. Bl.a. kræves det at NKT på sin hjemmeside redegør for, hvordan NKT håndterer sin oplysningspligt.
Læs NKTs politiker i menuen til venstre.
Derudover findes der en række politikker af mere intern karakter indenfor fx. strategi, regnskab, finans, IT, jura, koncernidentitet. Disse er tilgængelige for koncernens ansatte på koncernens intranet.
